Billedmager bruger skrammel som råstof

Strynø har altid haft sin andel af kunstnere. Det er dog de færreste der, som Kjeld Parsum, brænder værkerne af på stranden

Anne-Line Ussing i Fyns Amts Avis, marts 2007

STRYNØ: Der er knald på farverne allerede da Kjeld Parsum byder indenfor i huset på Kærvejen. Håret er hvidt og viltert, skjorten skarp syren og øjnene blå og intense .

- Jeg er billedmager, ikke maler, understreger han, mens han viser værkerne frem.

De fleste er collager, hans foretrukne udtryksform, som ligger fint på linie med hans vigtigste inspirationskilder, dadaismen og surrealismen.

Kjeld Parsum lader sig ligesom dadaisterne inspirere af tilfældige, løsrevne fragmenter af virkeligheden, som sat i en ny sammenhæng, giver det oprindelige et både absurd, men samtidig poetisk udtryk.

Et riv af en plakat eller en gammel avis, et brudstykke af en samtale, tanden fra en rusten rive, får nyt liv, bliver vedkommende i Kjeld Parsums collager, assemblager og "skrammelbilleder".

Et nyindkøbt digital kamera har erstattet skitseblokken .

Men det er stadig det brugte, der har hans interesse.

Råt for usødet

- Det spændende er det, som mennesket har berørt, forklarer han og hiver en skitse med tegn og streger frem.

De er ikke hans egne, men det er heller ikke indholdet men den grafiske form, der interesserer ham. Stregens temperament, kulstøvets dans på blokken. Den franske dadaist Marcel Duchamp er et af forbillederne. Marchel Duchamp forsynede Leonardo da Vincis Mona Lisa med overskæg. Billedet fik titlen "L.H.O.O.Q" som når bogstaverne udtales på fransk lyder som "elle a chaud au cul" hvilket betyder noget i retningen af "hun er varm i røven". Glem alt om antydninger og fortolkniner af Mona Lisas drømmen blik, dadaisterne giver beskueren den uforsødede version. Kjeld Parsum er helt klart mere til Marcel Duchamps Mona Lisa end den oprindelige.

Hun har fuldskæg. Et stort C angiver, at der er copyright på denne kopi, af en kopi, af en kopi ... Ekspressiviteten er det, som Kjeld Parsum selv stræber efter.

Kattebideren

- Ekspressiviteten finder man i sin reneste form hos børn og åndssvage, siger Kjeld Parsum, med stor respekt for begge parter. Han har tre børn og har arbejdet med mentalt handicappede i mange år.

- En af de rigtig gode var mongol, mindes han. Når han malede Kim Larsen, så malede han Kim Larsen og ikke et billede af ham! Men ekspressivitenen en er ifølge Kjeld Parsum svær at fastholde . Over-jeget vokser i takt med, at man selv vokser op, og ægtheden og det umiddelbare forsvinder. En af måderne at fastholde den på er at bruge de rene ufortolkede oplevelser fra barndommen. - Jeg er opvokset i Totevang i København med 500 andre unger, og vi havde en "kattebider". Han bed ørerne af katte. Vi var pissebange for ham, og løb alt hvad vi kunne, når vi skulle forbi stedet, hvor han boede. Som voksen er jeg godt klar over, at han sgu' nok aldrig har eksisteret, men følelsen er der stadig. Det er der kommet collagen "kattebideren ud af.

Bålet

Det seneste værk han har begået er "Brevet fra Avignon". Det er både spor af Avignon som paveby og Picassos "Kvinderne fra Avignon" i billedet. Men om "det holder" ved han ikke helt endnu.

- Jeg tror det, men ellers er der altid bålet, siger han med et flabet glimt i øjet.

Bålet er det årlige bål på stranden neden for huset, hvor billeder, der ikke "holdt" blusser op en sidste gang, får de forsvinder i en dunst af svenden olie og brændte lærreder. Kjeld Parums billeder kan opleves på Strynå Elværk til påske.